Generelt Risfugle
Navnet: Risfuglens videnskabelige navn er pr. 2013, efter grundige undersøgelser flyttet over i Lonchura familien, hvor den bl.a. er sammen med Nonner. Det latinske navn er herefter Lonchura oryzivora. Det gamle navn var Padda oryzivora, som er en sammenblanding af både latin og kinesisk. Padda er det kinesiske ord for ris og oryza er den latinske betegnelse for ris, hvor vorus betyder æder. Så det systematiske navn kan oversættes som ; Den der æder ris.
Herkomst: Oprindelig er dens naturlige Java og Bali, men herfra er den blevet indført til andre øer i Indonesien og derfra spredt til Kina, Japan, Afrika, Indien,Thailand og Philippinerne for blot, at nævne nogle af de mange biotoper risfuglen kan træffes i.
Domesticeret: Risfuglen har været holdt som tamfugl (domesticeret = tilvænnet mennesket) i flere århundreder. Der findes skriftlige beretninger tilbage til første halvdel af 1700, som viser det var kineserne og japanerne der da begynde avlen med vildfangede fugle og skabte den hvide risfugl.
Burforhold: Risfugle kan holdes både i kassebur og voliere, men kræver god plads. Holdes et par risfugle i kassebur, er minimums mål længde 0,8 m – højde 0,6 m – dybde 0,5 m. Risfugle er meget velegnede som volierefugle og gerne hvor de har adgang til inderrum. Volieres mål sættes i forhold til antal fugle.
Burindretning: Der bør være 2 og højest 3 siddepinde i kasseburet, gerne af forskellig tykkelse, så benmuskulaturen bliver brugt. De 2 pinde anbringes 15 cm fra burets side, i hver ende og er der en tredje pind, sættes den midt for og nederst. Siddepinde må aldrig anbringes over hinanden, da fuglene så kan klatte på hinanden. I bunden af buret lægges evt. aviser (letter rengøringen), hvorpå der kommes sand. Eller der anvendes kogt bøgeflis, som er et godt sugende materiale.
Voliereindretning: Er volieren bygget op mod et hus er det fornuftigt, at overdække ca. 1/3 med plastplade og lade resten være frit. Bygges volieren fritliggende skal enden i læsiden beklædes på front, side og med 1/3 overdækning af tag, så fuglene kan sidde trækfrit. Beplantning må gerne være gran- eller fyrrebuske, som giver god beskyttelse mod vejret i dårlige perioder. Anden beplantning kan også benyttes, men risfugle kan være meget hårde ved nye skud og knopper. Bundlaget under tag må gerne være groft sand og resten jord hvor der sås græs/ukrutsfrø, som fuglene ynder at pille i. Siddepinde opsættes så pinden under taget er øverst, da de så vil bruge den for overnatning, der skal være mindst 2 siddepinde, gerne af naturgrene.
Bade- og drikkevand: Drikkevand gives bedst i pumpeglas på tråden. Badevand gives i badekar på tråden eller i skål på bunden. Det er vigtigt, at vandet skiftes hver dag så bakterier og smitte undgås. Når badevand gives separat er det fordi, fugle ofte laver klatter i vandet og hvis det bruges som drikke vand, kan smitte fra en syg fugl overføres til andre. Når drikkevand gives i pumpeglas er det udelukket og fuglene vil automatisk søge til pumpeglasset for, at drikke. Pumpeglasset anvendes også når der tilsættes vandige vitaminer.
Foder: Blanding med en del Tropefugleblanding og en del Kanarieblanding, samt Paddyris som tørt frø. Spiret frø af Trope-og Kanarieblanding gives gerne hele året, men er nødvendig i yngleperioden. Æggefoder og mineraler (skaller/grit) skal også være til rådighed. Hirsekolber er en stor delikatesse for risfugle og det uanset om det er gul- eller rødhirse.
Grønt: Næsten alt grønt tages gerne, fuglegræs (hønsetarm), salat, mælkebøtte, halvmodne græsfrø og lignende. Rajnfan (også kaldet Regnfang) tages også og er godt mod dårlig mave og har også god virkning mod orm.
Vitaminer: Blandingsvitaminer til fugle gives i pumpeglas 1 gang om ugen. Hvis fuglene holdes indendørs gives Levertran (A+D) på tørt frø en gang om ugen, da det kompensere for det manglende sollys, hvor disse normalt optages fra.
Sammensætning: Risfugle kan fint holdes i flok i voliere, hvor parrene naturligt finder sammen. Ønsker man seriøs avlsarbejde med fuglene, holdes fuglene parvis i kassebure i avls perioden og efter denne sættes unger, hanner og hunner hver for sig i voliere.
Farvernes arvelighed:
Grå arver dominant.
Brun arver recessiv.
Agat arver recessiv.
Pastel arver kønsbundet.
Isabel arver recessiv.
Ino arver kønsbundet.
Opal arver kønsbundet.
Hvid arver både dominant og recessiv.
Albino arver recessiv.
Broget arver både dominant og recessiv.
Kønssortering: Det kan være svært, at se kønsforskel på risfugle. Dog er der mutationer hvor kalotfarven (issen) viser forskel. Det gælder for Brun-Pastel-Ino-Opal, hvor hannen har den kraftigste farve. Hunfugle er som regel mindre og slankere end hanfugle, ligeledes er næb ved basis bredere hos han og kraftigere rød farvet. Hannen hopper også på pinden når der gøres kur, kun hannen synger en ”klokkelignende” sang. Hos fugle i god kondition, er øjenringen også vejledende, idet hannens er kraftig rødfarvet.
Avlsfugle: Fugle der skal bruges i avlen, skal altid være i god kondition. Der skal også være harmoni mellem hun og han, hvorfor det er en fordel, at parret selv finder sammen ud af en flok. For at kunne i iagttage dette er skal fuglene bære en farvet plastring, så man let kan skelne fuglen fra de øvrige ved indfangning. Plastringe kaldes også åbne ringe, da de er skåret op og kan påsættes voksne fugle med en ringske. Yngler man med fuglene i flok, er det også en god ide` med farveringe så man har styr på hvem der er forældre til ungerne.
Ringmærkning: Unger ringmærkes ca. 8-10 dage gamle med lukkede metalringe, som købes gennem specialklub eller LDF ringsalg. Der anvendes 3,5 mm. ringe med årstal og nummer. Når ringene skal påføres fuglen, tager du ringene i munden så de opvarmes og der kommer spøt på, det virker som glidemiddel. Redens indhold af unger rystes ud i et net eller lignende blødt underlag. Ungen holdes på ryggen og med 2 fingre strækkes benet bagud, hvorved fuglen automatisk strækker 3 tæer frem, som ringen føres indover, og videre opover leddet til selve benet og henover bagtåen, som nu trækkes let gennem ringen. Efter påsætningen af ringen lægges ungen tilbage i reden og ringmærkning af de øvrige foretages. Kontrollerer næste dag om ringen sidder rigtigt.
Register: Indavl bør undgås og det er derfor nødvendig med lidt ”bogholderi”, så der holdes styr på hvilke der er forældre til hvem. Ringmærker man med lukkede ringe, indføres ringnumret i registret og forældrefuglenes ringnummer/ringfarve føres også ind. Vil man gøre det perfekt, noteres køn og fortrin ind når de viser sig, ligesom evt. udstillingsresultatet også kan tilføjes. Oplysningerne er stor hjælp når nye avlspar skal sammensættes.
Redeforhold: Risfugle benytter enten stor lukket kurverede eller redekasse (undulatkasse), rede valg afhænger ofte af hvordan fuglen selv har haft sin opvækst. Derfor tilrådes det, at give begge muligheder ved fugle man ikke har kendskab til, ved besøg hos opdrætteren. Redematerialet består af kokostrevler, halm, hø, iturevne papirstykker og lignende. Ofte dekoreres kurverede med brugte hirsekolber, grene og andet, disse dekorationer må ikke fjernes, da det ofte fører til opdrættet stoppes, når forældrenes markering fjernes.
Rugetid: Risfugle lægger 4-7 hvide æg og rugetiden er ca. 17 dage. Ungerne er ”blinde” ved klækningen og øjnene åbnes på 7.-/8. dagen. Ungerne forlader reden ca. 4 uger gamle, men bør ikke tages fra forældrene den første måned efter, da de stadig bliver madet af forældrene, selvom næste kuld måske er på vej.
Klipning af negle: Risfugle har tendens til, at få for lange negle. Dette kan til dels modvirkes ved, at stille foderskåle på cementsten så de slides naturligt. Bliver neglene for lange klippes de med en 3-i-én-klipper, klip tilbage så neglen bliver naturlig, d.v.s. ca. 2 mm efter blodåren i neglen som ses, som en rød linie i neglen. Beskadiger du blodåren, kan blødningen stoppes med sprit eller ved brænding med en udpudstet tændstik.
Ingolf B.Andersen, Esbjerg.